Den radikale hovedbestyrelse vil på landsmødet om kort tid pålægge folketingsgruppen at arbejde for højere Ejendomsværdiskat.

Almindelig Sund Fornuft taler dog for, at man ikke hovedløst øger Ejendomsværdiskatten, men først ser kritisk på dens begrundelse og rimelighed. Der findes både logiske og rimelige skatter, men netop Ejendomsværdiskatten er hverken logisk eller rimelig i sin nuværende udformning.

De fleste fornuftige skatter følger én af to hovedregler:
Enten tages der udgangspunkt i en indtægt, som man skal betale en større eller mindre andel af i skat. Det kan f.eks. være lønindtægter, fortjeneste på aktier eller f.eks. indtægter ved arv. Politiske holdninger afgør, hvor meget der skal betales i skat, og om store indkomster skal betale en større procentdel end de mindre indkomster. Men under alle omstændigheder er denne type skat relateret til en indtægt. Det er logisk og rimeligt.
Eller også er der tale om en afgift på et forbrug, som man politisk ønsker reduceret. Det kan f.eks. være cigaretter, benzin, vand, sukker eller nye biler. Politiske holdninger afgør hvilke ting, der ønskes forbrugt mindre af, og hvor stor afgiften skal være på den enkelte ting. Det er logisk og sjældent urimeligt.
Derudover har nogle lande formueskat, hvor dem med væsentlig formue betaler en lille årlig skat deraf. Mange er imod formueskat, og Socialdemokraterne afskaffede den da også i Danmark i 1996, men hvis man politisk ønsker at reducere uligheden i samfundet, så har formueskatten trods alt en logisk begrundelse.
Endeligt er der omsætningsafgifter eller merværdi-afgifter som f.eks. ”moms”. De falder ikke ind under begrundelserne ovenfor, men rammer trods alt alle, og koster mest for dem, som forbruger mest.

Men netop Ejendomsværdiskatten falder ved siden af disse kategorier og savner tilsyneladende logisk og retfærdig begrundelse.
Hvorfor betaler man ejendomsværdiskat?

Det er vel en slags formueskat?
Nej. Ejendomsværdiskatten er, som navnet siger, afhængig af ejendommens værdi – ikke af friværdien eller formuen i ejendommen. Hvis du ejer og bor i et hus til en værdi på 3 millioner, så er Ejendomsværdiskatten den samme uanset om du skylder alle 3 millioner væk – eller om huset er gældfrit. Så det har intet at gøre med om man har en formue. Selv hvis huset er faldet i værdi, så du skylder mere væk, end huset er værd, så skal du stadigt betale denne skat. Så en formueskat er det bestemt ikke.

Det er vel en slags skat på værdistigninger i huset?
En sådan skat ville tage udgangspunkt i at man efterhånden bliver rigere, fordi huset stiger i værdi, og det ville være en logisk og rimelig sammenhæng.
Men nej. Den sammenhæng findes ikke. Et ungt par kan købe et hus for 2,7 millioner, bo der i 3 år og derefter sælge det til samme pris. I de 3 år kan de betale i alt 81.000 kr i ejendomsværdiskat, selvom huset ikke blev mere værd. Så det har heller ikke noget med værdistigninger at gøre.

Så er det vel en slags afgift på de ressourcer i bred forstand, som man forbruger ved at bo i et hus?
Det belaster miljøet at producere mursten, isoleringsmateriale vinduesglas mm. Det skal man rimeligvis betale en slags afgift for, og folk der frådser og bor i store dyre huse betaler mere end folk i små billige. Det er der vel en vis rimelighed i?
Nej, heller ikke. Et rækkehus på 100 m2 på Østerbro er nok dyrere end et 140m2 parcelhus i Maribo og betaler langt mere i ejendomsværdiskat, men belaster nok disse svært definerbare ressourcer mindre end det større hus i Maribo.
Desuden betales der slet ikke ejendomsværdiskat af huse og lejligheder, som er udlejet, på trods af, at der jo nok forbruges lige meget af disse ressourcer, uanset om det er en ejer eller en lejer, som bor i huset.

Det er vel en slags afgift for at bebo og bruge et antal kvadratmeter af vores fælles jords begrænsede areal?
Ja, det kunne måske være rimeligt. Men det kaldes ejendomsskyld eller ejendomsskat. Den beregnes på baggrund af grundens værdi og betales til kommunen. Det har intet med ejendomsværdiskat at gøre. Hvis det var en afgift for at beslaglægge en del af jorden, så skulle den naturligvis også betales uanset om det er en ejer eller lejer bor i huset.

Hvorfor skal man så betale skat for at bo i sit eget hus????
Der synes ikke at være nogen logisk eller på nogen måde rimelig forklaring.

  • Hvis man politisk ønsker en slags formueskat, så bør man indføre den ægte vare, så man betaler formueskat, uanset om formuen findes som friværdi i hus, sejlbåd, aktier eller kontanter, mens folk uden formue – eller måske endda med negativ formue ikke skal betale denne ”formueskat”.
  • Hvis man politisk ønsker at beskatte værdistigninger i huse, så bør man indføre den ægte vare, så man betaler skat af værdistigningen, når man sælger sit hus – altså når man tjener pengene. Det vil samtidigt medføre behov for at fradrage udgifter til forbedringer i ejertiden, og da disse udgifter skal kunne dokumenteres, vil det formodentligt kunne medvirke til at begrænse sort arbejde. Den ide er måske værd at arbejde videre med – men fri os for, at folk, som taber på deres hus, skal betale skat af en ”værdistigning”.
  • Hvis man politisk ønsker at have en årlig afgift på det ”ressourceforbrug”, som et hus udgør, så bør man indføre den ægte vare, så det ikke kun er afhængigt af værdien på huset, men også på størrelsen, for at stille indbyggerne mere lige geografisk. Desuden skal afgiften naturligvis lægges på alle beboede huse – ikke kun dem, hvor ejeren selv bor.

Jeppe Trolle fra de Radikale mener tilsyneladende, at der er tale om en skat på værdistigninger i boliger, for han udtaler i dag i Jyllands-Posten ”Er der noget, der er socialt uretfærdigt, er det at tjene på, at man har et hus”. Det er en helt legal holdning, men så bør Ejendomsværdiskatten relateres mere direkte til værdistigningerne og derfor bortfalde i de år, hvor boligpriserne står stille eller direkte falder?
Pernille Boye Koch fra de Radikale mener tilsyneladende, at det er en slags formueskat, for hun udtaler, at det nuværende skattestop på Ejendomsværdiskatten ”vil favorisere de rigeste boligejere på bekostning af lejerne”. Men nej, Pernille! Man betaler ikke Ejendomsværdiskat afhængigt af rigdom. Man betaler den afhængigt af sin ejendoms værdi. En tidligere rigmand nord for København, som har mistet sin formue under finanskrisen og forgæves har forsøgt at sælge sin Strandvejsvilla i 2 år, må hvert år betale en betydelig Ejendomsværdiskat af en dyr bolig, hvori han har negativ friværdi. Omvendt skal den lejer, som bebor en dyr penthouselejlighed ikke betale nogen skat af boligens værdi. Argumentet er vist nok, at lejere per definition er fattige og husejere per definition er rige.
Marianne Jelved har en tredje mening om skattens formål, idet hun udtaler ”Højere Ejendomsværdiskat afbalancerer konjunkturændringerne på boligmarkedet, så man ikke får de store udsving i boligpriserne”. Det har hun vist 50% ret i. Konjunkturændringer kan være både positive og negative, men ”højere Ejendomsværdiskat” kan vist kun afbalancere positive konjunkturer. Hvis hun mener det argument af et ærligt hjerte, så bør Ejendomsværdiskatten være negativ (altså tilbagebetaling af penge til boligejerne), for at ”afbalancere” faldende huspriser under negative konjunkturer.
Den nuværende finanskrise skyldtes for en stor del visse bankers rundhåndede udlån til spekulation i udlejningsejendomme. Men alligevel er det kun konjunkturændringerne på ejerboligmarkedet, som Marianne Jelved ønsker at afbalancere, for der er ingen Ejendomsværdiskat på udlejningsboliger.

Lad mig understrege, at dette indlæg ikke er skrevet pga. generel modstand mod skat. Men Ejendomsværdiskatten er en kunstig skat på en ejendoms værdi uden relation til formuen men derimod afhængig af, om det er en ejer eller en lejer, som bor der. Det er objektivt set hverken logisk eller rimeligt!
Den nuværende ejendomsværdibeskatning er nogenlunde ligeså rimelig, som hvis man erstattede parkeringsafgifter (parkeringsbøder) med en fast afgift, som skulle betales af alle bilejere – og friholdt dem, som lejer eller leaser deres bil.

Almindelig Sund Fornuft taler for sunde skatter, som relaterer sig til en indtægt eller for afgifter, som relaterer sig til et forbrug eller en handling, som politisk ønskes begrænset.
Men hvis Ejendomsværdiskatten skal bevares i sin nuværende form uden relation til, om man er rig eller fattig, og uden relation til om boligen stiger eller falder i værdi, så er det eneste rimelige, at den betales af alle – også af de husejere, som lejer deres boliger ud og dermed helt eller delvist af lejerne.

 Vist er vi da ramt af krise, og mange medier kappes om at bringe alle de negative nyheder.
Almindelig Sund Fornuft har oprettet denne kategori, for at bringe nogle af de mange lyspunkter, som vi burde høre mere om.

Denne nyhed er tilbage fra Marts 2010, men i en tid med globalisering og kriser, kan den godt tåle at blive læst igen. Den er klippet fra Grundfos’ hjemmeside.

Pumpekoncernen leverer det bedste årsresultat nogensinde med nye rekorder på både omsætning og indtjening. Gælden er væk, og der investeres nu endnu mere i ny teknologi- og produktudvikling.

Den internationale gældskrise og de stigende oliepriser – men også en øget bevidsthed om klimaforandringerne – er baggrunden for Grundfos’ samtidige fokusering på intern proceseffektivitet og global bæredygtighed. Dette har muliggjort, at den fondsejede koncern med hovedsæde i Bjerringbro og ansatte i 55 lande i dag kan præsentere et årsregnskab for 2010, som koncernchef Carsten Bjerg betegner som det bedste nogensinde for Grundfos, der siden starten i 1945 aldrig har haft underskud.

Omsætningen blev i 2010 på 19,6 mia. kr. med et overskud før skat på 2,4 mia. kr. mod henholdsvis 17,1 mia. kr. og 0,9 mia. kr. sidste år. Dermed bevægede virksomheden sig i løbet af 2010 tilbage på et aktivitetsniveau som før krisen. Samtidig opnåede koncernen en rekordlønsomhed med en indtjeningsprocent på hele 12,2 pct.

– Det er et godt resultat. Endda bedre end vi havde håbet. Det skal bruges til at investere i ny vækst. Det gælder på produktsiden, hvor vi snart vil lancere nye energieffektive løsninger, der vil vække opsigt, og det gælder fortsat globalisering af vores aktiviteter på markeder med stor vækst for os, og her taler jeg ikke om Vesteuropa eller Danmark, siger Carsten Bjerg.

Kære Joachim og Özlem,

Jeg tror på, at der findes fattige i Danmark.
Jeg tror måske ikke på lige så mange som Özlem, men jeg tror på, at de findes.

Jeg synes også, at vi skal kende problemets størrelse for at kunne arbejde på at mindske det. Derfor er jeg tilhænger af en officiel fattigdomsgrænse.

Men den må aldrig – aldrig – aldrig defineres som en selvregulerende relativ fattigdomsgrænse, som den nogle lande arbejder med, hvor man definerer fattige, som dem der har mindre end XX% af landets medianindkomst.

Da en sådan grænse udelukkende defineres ud fra den ”midterste” borgers indkomst, så har den en række teoretiske og praktiske ulemper. Her skal blot nævnes nogle få:
Hvis en ”fattig” vinder 1 million i Lotto, så har vi vel en fattig mindre?
  Tjah, måske! Det vil flytte midterste dansker én enkelt plads, så medianindkomsten bliver lidt højere, og det er tilfældigt, hvor mange nye fattige, som derved kommer under XX% af den nye median. Måske vil det resultere i, at vi har en fattig mindre her i landet – måske vil det resultere i, at vi har 3 fattige mere.
Det samme sker, hvis landets kommuner laver en god indsats og finder jobs til 1.000 ledige akademikere. De fleste af disse 1000 var nok ikke fattige, men lå som arbejdsløse under medianen. De har en lang uddannelse, så deres lønindkomst vil nok flytte dem op over medianen.
Dermed flyttes midterste indkomst 1000 pladser opad og adskillige hundrede danskere vil vågne op næste dag og opdage, at de pludseligt befinder sig under fattigdomsgrænsen – selvom de tjener nøjagtigt det samme som i går!
Hvis Mærsk samler en båd med 300 fattige flygtninge op i det sydlige Middelhav, og vi giver dem asyl i Danmark, så vil det flytte midterste indkomst 150 pladser nedad, og 1-200 danskere kan ånde lettet op; de ikke er fattige mere – selvom de altså ikke tjener mere end i går.

Det værste ved en sådan selvregulerende grænse er, at det i praksis bliver umuligt at bekæmpe fattigdom. Fordi beregningen er totalt afhængigt af midterste indkomst, skal man ud i absurditeter for virkeligt at ændre antallet af fattige:
Måske kunne man ved at fjerne mindstelønnen, få sænket indkomsten for alle op til og med den midterste person, så næsten ingen var under XX% af hans indkomst. Bingo: Fjern mindstelønnen, så har vi ingen fattige!
Eller fastsæt en fuldstændig ens sats for alle overførselsindkomster og for alle offentligt ansatte. Det vigtige er, at det skal omfatte mindst 50,1% af befolkningen. Det er lige meget, om satsen sættes til 3.000 kr om måneden eller 30.000 kr om måneden. I begge tilfælde har vi afskaffet alt fattigdom, fordi ingen tjener under XX% af midterste indkomst.
Det er jo helt absurd og understreger, at beregningen ikke giver et mål for fattigdom.

Det kan absolut være relevant at følge med i, hvor mange der tjener under XX% af medianindkomsten, men det kan bruges til måling af ulighed i samfundet – ikke måling af fattigdom.

Jeg tror på, at vi skal definere en fastere fattigdomsgrænse, idet vi møjsommeligt må sammensætte en ”kurv” af levnedsmidler, tøj fra supermarkeder, DR licens osv, som man skal have råd til uden at være fattig.
En sådan grænse vil stadig være delvist relativ, idet kurvens sammensætning vil være forskellig fra land til land, og vil variere sammen med prisudviklingen og med udviklingen i samfundets normer. Desuden kan den gøres afhængig af antal personer i familien. Det tager den relative grænse ikke højde for.

Selvfølgelig skal vi have en fattigdomsgrænse – og selvfølgelig skal vi arbejde for, at få færre og færre fattige i det her land.
Netop derfor skal vi ikke have en selvregulerende relativ fattigdomsgrænse, som vil sikre, at vi til evig tid vil have et stort set uændret antal fattige.

Det siger Almindelig Sund Fornuft.

De fleste kan være enige om, at man ikke skal generalisere.
Hvis man læser, at to Rumænere har begået et indbrud, så giver det selvfølgeligt ikke anledning til at udtale, at alle østarbejdere er kriminelle.

Men der er undtagelser.

Når det gælder banker, så må man gerne generalisere og give hele branchen skylden for begåede fejl.
Selv højtuddannede folk i ind- og udland glemmer reglen om ikke at generalisere, når der er tale om banker. Senest har vistnok Sarkozy brugt generaliserende anklager som et argument for at indføre en Tobin-skat.

“Lad bankerne betale – det er jo dem, der var skyld i finanskrisen”

Banker er ligeså forskellige som håndværksmestre, hvor vi vel alle tror på, at branchen omfatter alt fra skruppelløse klamphuggere til fagfolk, som er stolte af deres arbejde.
Vi havde smarte banker, som fløj højt og hurtigt uden at bekymre sig om sikkerheder. Roskilde Bank var nok landets bedste i den disciplin. Der var mange andre, som i større eller mindre grad fulgte med og glemte gamle dyder og rettidig omhu. 
Men de banker, som bar den største skyld, er forsvundet fra landkortet. Deres kunder er reddet eller befinder sig i Finansiel Stabilitet og aktionærerne har tabt alle deres penge. Det er nok, som det skal være.

Tilbage er de banker, som ikke skejede så voldsomt ud, eller måske direkte bevarede gamle dyder midt i den vilde forbrugsfest op til 2008.
Først skulle de se på, at de mistede markedsandele til de smarte banker, som kunne love bedre betingelser til både lånere og sparere.
Hvorefter de via Bankpakke I måtte betale store beløb til at rydde op efter de smarte.

Dernæst indførte regeringen skærpede krav til bankers sikkerhed. De måtte spare mere op, og reducere antallet af udlån. Bankerne rettede sig artigt efter de nye regler – og blev derefter stærkt kritiseret for, at de nu var for forsigtige med at låne penge ud. 

I den danske valgkamp var der også ideer fremme om en ny bankskat – fordi bankerne jo var skyld i krisen og
Sarkozy taler i øjeblikket varmt for en Tobin-skat – gæt selv på hans begrundelser.

Jeg er kunde hos Jyske bank – men navnet kan være lige meget. Jeg tror, at det følgende kunne gælde for mange andre banker.
Jyske Bank havde også lånt lidt for meget ud i de gyldne år indtil 2008, og har haft alt for store tab på udlån i 2008, 2009 og 2010. Men det er bare en sag mellem aktionærerne og bankens ledelse, for problemet har aldrig været større, end at banken stadigt havde overskud hvert år.
Til gengæld har de i samme periode betalt ca. 1500 millioner til Bankpakke I og oprydningen efter de smarte banker, som for få år siden udgjorde en unfair konkurrence.

Jeg har ikke hørt væsentlige klager fra Jyske Bank eller andre af de overlevende banker, så de gør det jo nok med glæde og samfundssind.

Men Almindelig Sund Fornuft siger, at vi i det mindste bør holde op med at generalisere og sige, at det var “bankerne” der var skyld i det ene eller andet. 

 

Vist er vi da ramt af krise, og mange medier kappes om at bringe alle de negative nyheder.
Almindelig Sund Fornuft har oprettet denne kategori, for at bringe nogle af de mange lyspunkter, som vi burde høre mere om.

Citat fra Jyske Vestkysten, www.jv.dk:

Mens hele verden snakker krise, så buldrer legetøjskoncernen Lego derudaf. Halvårsregnskabet viser således, at nettoomsætningen er steget med 25 procent. Den store omsætning viser sig også på bundlinjen, hvor Lego i de første seks måneder tjente godt to milliarder kroner. Det skal ses sammen med, at første halvår 2010 gav 1,47 milliarder kroner.

..(afsnit udeladt)

Salget af Lego-produkter har imidlertid i samme periode opnået tocifrede vækstrater på stort set alle virksomhedens markeder. Dermed fortsætter stigningen i Legos markedsandel, og virksomhedens andel af det globale legetøjsmarked er nu cirka syv procent.

Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp siger om resultatet:

– Første halvår har overgået vore forventninger på alle markeder, og det finansielle resultat er meget tilfredsstillende.

..(afsnit udeladt)

EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso har i al stilhed placeret en bombe under centrale dele af dansk jura.

Barroso har udtalt, at den nye Finanspagt ikke forpligter Danmark, fordi den ikke indeholder sanktioner imod os, i tilfælde af, at vi ikke overholder aftalen.

Hvis det er ny retspraksis, så forestår der et kæmpearbejde med at gennemgå og tilpasse private og offentlige kontrakter, for at de tager højde for det nye princip:
Aftaler er ikke forpligtende, med mindre de indeholder sanktioner i tilfælde af overtrædelser.

Kære Barroso. Jeg har stor respekt for din vigtige kamp for Euroens stabilitet, men den slags argumenter bliver gennemskuet af Almindelig Sund Fornuft og bidrager ikke til nogen tillid og stabilitet.